Digital video

En video er et medie, der består af levende billeder med tilhørende lyd. Mediet er dermed mere generelt end film. En video kan for eksempel indeholde sendefladen for en aften på en kanal.

Hvad er en video?

Begrebet video er tvetydigt. Det kan betyde et filmklip, hvor det refererer til både levende billeder og lyd. Det kan også betyde levende billeder alene. I det nedenstående vil videomedie bliver brugt, når der refereres til både billede og lyd. Det står i modsætning til video, som vil blive brugt, når det drejer sig om levende billeder alene.

Filformater, videoformater, og containere

Filsuffiks kan skabe forvirring

Et filsuffiks bruges ofte til at karakterisere typen af videomediefil. Typisk vil man sige noget á la ”det her er en avi video” eller ”det her er en mpeg”. Men herved forveksler man faktisk to begreber, som det er kritisk at holde adskilt, når man skal arbejde med videomediefiler.

Et fil-suffiks identificerer – som udgangspunkt – et filformat, dvs. en fil baseret på en bestemt standard for, hvordan man gemmer data på en computer. Til gengæld er et videoformat en standard for, hvordan man encoder levende billeder som data.

Karakteriseringsværktøj kan afhjælpe forvirringen

Forvirringen sker, fordi de fleste moderne filformater til video er containerformater, som kan indeholde video i flere forskellige videoformater. For eksempel kan en mp4-fil indeholde video i enten h.264 format eller mpeg2 format samt lyd i mange forskellige formater. Tingene kompliceres yderligere af, at der findes konventioner om at bruge forskellige filsuffikser til det samme containerformat, alt afhængig af hvilket videoformat den indeholder (fx indikerer .vmw normalt en ASF-container fil med WMV-video). Dermed vil fil-suffiks i nogle tilfælde være en indikation af containerformatet og i andre tilfælde en indikation af videoformatet.

Er man er i tvivl kan det anbefales at bruge et karakteriseringsværktøj, som kan identificere, hvilken type videomedie man har at gøre med. På Statsbiblioteket1 bruges et gratis program, ffprobe, som printer informationen om alle spor (lyd, video, undertekst osv.) i en fil. Det udbredte videoafspillerprogram vlc kan vise samme information.

Valg af containerformat

Valg af container til videodigitalisering er væsentlig i forhold til institutionens strategi for langtidsbevaring, fordi hver container har specielle egenskaber og egne restriktioner for, hvilke video- og lydformater de kan indeholde. Som eksempel vises her tre forskellige containere:

  • MPEG-4 Part 14 – ’mp4’: Denne container er meget anvendt, og mange værktøjer understøtter af samme grund dette filformat. Containerne er mest brugt til video i h.264 format og supporterer en række forskellige lydformater.
  • MPEG-2 transport stream – ’ts’: Denne container adskiller sig ved at være specielt robust over for fejl. Har man svært ved at garantere filens kvalitet over tid, kan det være en fordel at bruge dette format. Skulle filen være skadet, når den skal læses igen, vil skaden kun være lokal i videomediet. Filer i dette format er også meget fleksible, idet de kan indeholde mange forskellige datastreams, såsom flere samtidige videomedier, forskellige undertekster og Elektronisk Program Guide (EPG) metadata. Ulempen ved dette format er, at ikke alle værktøjer understøtter det. Derfor kan det give problemer i forhold til logisk bevaring. En udvidelse af ts, som hedder m2ts bruges til Blu-Ray Video.
  • Digital Interface Format – ’dif’: Dette format er også kendt som ’DV’. Skal medierne gemmes med høj billed- og lydkvalitet, er dette format et godt valg.

Udviklingen inden for videoformater går typisk i retning af at øge komprimeringen af indholdet med minimum tab af kvalitet. For eksempel vil en mpeg2 videostream normalt have en bitrate i intervallet 4-9 Mbps (megabit pr. sekund), mens en h.264 videostream sagtens vil kunne have den samme videokvalitet i 2 Mbps (MB per sekund). Det svarer til, at en fil i størrelsen 2-4 GB (gigabytes) kan erstattes med en på omkring 1GB for en times video. De to MPEG-containere kan begge indeholde video i h.264 formatet. Dette videoformat er et udmærket kompromis mellem billedkvalitet og pladsforbrug. Af samme grund er h.264 også valgt som videoformat til brug på Blu-ray diske. Den udbredte brug af h.264 er en fordel i forhold til langtidsbevaring, fordi det, at mange bruger formatet, giver en mindre risiko for, at formatet hurtigt forældes.

Læs mere om containers og videoformater på digitalpreservation.gov/formats/, som vedligeholdes af Library of Congress.

Codecs

Begreberne ”videoformat” og ”codec” bliver også tit blandet sammen, så man kan høre det sagt, at en fil indeholder video med ”h.264 codec”, hvilket ikke er rigtigt. Et codec er et computerprogram, som genererer eller afspiller lyd eller video i et bestemt format. Det er derfor mere korrekt at sige, at en fil indeholder video i h.264-format, som kræver et passende h.264-codec for at kunne afspilles.

 

Udfordringer ved bevaring af videomedier

Pladsforbrug

En væsentlig udfordring ved bevaring af videomedier er pladsforbruget. Formater og de tilsvarende codecs bliver med tiden bedre til at mindske pladsforbruget. Det udlignes af et forhøjet krav fra brugerne om lyd- og billedkvalitet. Det ser man blandt andet i form af både HD- og 3D-video. Selvom Blu-ray-film er komprimeret kraftigere end DVD-film, fylder de 5-8 gange så meget. Det er derfor en udfordring, der ikke forsvinder, selv om teknologierne forbedres.

Afspilningsværktøj

En anden udfordring er, at lyd- og videoformater ikke behandles ens af forskellige værktøjer. En videomediefil skabt af ét program kan ikke nødvendigvis læses af et andet. Inden for bevaring af videomedier kan det give udfordringer for den logiske bevaring og dermed en risiko for, at videomediet ikke kan afspilles i fremtiden. For et arkiv er det derfor vigtigt at vælge video- og containerformater, som anses for at være langtidsholdbar.

Metadata til videomedier

I modsætning til tekst er det svært at søge i videomedier. Uden metadata om videomedierne kan det derfor være svært at genfinde et videoklip i en større samling. Metadata kan også indeholde kritisk kontekstuel information for forståelse af en videofil – som fx hvem der har lavet den, hvornår, og til hvilket formål. På Statsbiblioteket satser man stort på metadata formatet PBCore, som er velegnet til især, men ikke kun video, som stammer fra TV-udsendelser. Disse metadata gemmes som xml-filer ved siden af video-filerne, så de kan bruges ved fremsøgning af specifikke udsendelser. Der eksisterer dog mange andre muligheder for bevaring af video-metadata, inklusiv inline metadata, som er gemt i selve videofilen. Som digitalt arkiv bør man derfor have en metadatastrategi for video.

Migrering af et videomedie: Transkodning

Det kan være nødvendigt at migrere videomedier til et andet format af bevaringsmæssige årsager eller for at spare lagringsplads. Migrering af videomedier foregår ved en proces kaldet transkodning.

Parametre til at få video til at fylde mindre

Der findes to grundliggende faktorer, man kan skrue på, for at få en video til at fylde mindre.

Man kan:

  • Mindske opløsningen ved at mindske antallet af pixels i hvert billede på videoen. Har man for eksempel en video i HD-kvalitet (med en opløsning på 1920×1080 pixels), kan man ændre det til SD-kvalitet (med en opløsning på 720×480 pixels).
  • Øge komprimeringsgraden (reducere bitrate) ved at skrue op for komprimeringen af videosignalet. På den måde mindskes pladsbehovet på bekostning af fx farvenuancer og et grovere billede. Til gengæld bevarer man størrelsen (opløsningen) af billedet.

Ofte kan det være en fordel at justere på begge faktorer for at få den ønskede størrelse på videomediet.

Det er ikke kun videosporet, man kan justere, for at få mediet til at fylde mindre. Lydsporet kan ligeledes transkodes til et andet format. Principperne bag lydtranskodning for et videomedie er de samme, som når man kun behandler et lydmedie. Se derfor artiklen om bevaring af lyd for en uddybning af dette emne.

Hvilke informationer skal gemmes?

Vil man fx bevare en DVD, kan man anvende to fremgangsmåder. Enten kan man lave en digital kopi af disken, der resulterer i en enkelt iso-fil. Den vil indeholde alle informationer fra den oprindelige DVD. Eller man kan transkode DVD’en til en anden container. Da en DVD bruger ældre videoformater, kan man ofte få indholdet til at fylde mindre efter en transkodning. Man skal være opmærksom på, om elementer som menu, undertekster, information om kapitler og ekstra materiale er at finde i resultatet. Hvis disse elementer ikke er vigtige, kan man bevidst fravælge dem. Herved spares yderligere plads.

Hvis videomedier skal bevares i lang tid, vil man have brug for en langtidsbevaringsstrategi – se artiklen om logisk bevaring. Som tidligere antydet, er udfordringerne ved at bevare videomedier, at såvel containerformater som de anvendte codecs og formater udvikler sig meget hurtigt. Dermed risikerer man at miste logisk adgang til indholdet, hvis man ikke har afspillere, der kan forstå de forskellige videomedier i samlingen.

Logisk bevaring af video

I forhold til logisk bevaring af videomedier kan man vælge flere strategier. Emulering kan blive en særlig udfordring for netop videomedier, da de typisk kræver meget CPU-kraft og hurtige skærmopdateringer. I forhold til at bruge en migreringsstrategi på videomedier er de største udfordringer at sikre sig, at de værktøjer, man vil anvende, faktisk forstår de filer, der skal migreres, og kan bevare indholdet – både lyd og video-spor samt evt. ekstra materiale – i den ønskede kvalitet.

Ved bevaringen af netop kvaliteten i videomedier er der den særlige udfordring, at disse som oftest anvender videoformater, der komprimerer indholdet. Og migrering af komprimeret materiale til et typisk nyt komprimeret format indebærer en meget høj risiko for kvalitetstab – se også artiklen om komprimering. Man bør af samme grund vælge formater til bevaring af video, der holder så længe, som man overhovedet kan forudsige. I praksis er det dog endnu ikke set, at et udbredt videoformat (fx på websider) er totalt uddødt, så det ikke længere kan afspilles, og der er en del uenighed – selv blandt bevaringseksperter – om, hvorvidt det bliver et reelt fremtidigt problem.

Anbefalinger ved langtidsbevaring

Det er svært at finde konkrete, anvendelige anbefalinger for fil- og video- formater med henblik på langtidsbevaring. De store organisationer som Library of Congress og JISC er dog ret konkrete, idet de anbefaler, at man skal undgå enhver form for komprimering, og hvis komprimering er nødvendigt, så bør man kun bruge tabsfri komprimering. Det peger på henholdsvis

I mange tilfælde vil disse anbefalinger være uanvendelige i praksis, dels fordi de producerer meget store filer, og dels fordi de kræver dyrt, specialiseret hardware. På Statsbiblioteket bruger man hyldevareudstyr til at digitalisere til h.264 video i en transport stream (.ts) container. Video er digitaliseret i den højest mulige video bitrate, med den enkleste komprimerings-strategi understøttet af h.264 formatet ”Baseline Profile”. Disse valg repræsenterer et kompromis mellem flere faktorer – etableringsomkostninger, lagringsomkostninger, holdbarhed, videokvalitet osv. – på baggrund af Statsbibliotekets egne forhold. Dermed kan det være vejledende for andre, men kan ikke betragtes som en konkret anbefaling.

Henning Böttger, Statsbiblioteket, april 2012 | Revideret af Colin Rosenthal, Statsbiblioteket, april 2015


1. Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek fusionerede pr. 1. januar 2017. Med afdeling i hhv. Aarhus og København er institutionerne nu samlet under navnet: Det Kgl. Bibliotek. Da Det Kgl. Bibliotek var to adskilte institutioner under udgivelsen af denne side, er teksten beholdt uændret.

En kommentar til “Digital video

  1. Hvis video allerede er i alment tilgængelige videoformater så som VC-1, WMV, MPEGx (aka. H.26x/x26x), VPx, Dirac, Flash Video, QuickTime eller det kommende AV1 format, er omkodning næppe tilrådeligt. Selv videoer, som er over 20 år gamle kan stadig afspilles, hvis de findes i disse formater.

    Video i (mere eller mindre) tabsfrie redigeringsformater kan være lidt mere brogede, fordi de ofte “ejes” af bestemte hardwareproducenter og primært henvender sig til den professionelle mediebranche. Apple tillader f.eks. ikke implementering af avancerede redigeringsfunktioner til deres (let tabsgivende) ProRes “Lossless” format i andet end deres egen Final Cut-software.
    Af samme grund har EU’s PREFORMA-program støttet standardiseringen af et allerede eksisterende, og teknisk meget konkurrencedygtigt, ægte tabsfrit videoformat, nemlig FFV1. Særligt analoge optagelser, som skal digitaliseres mhp. langtidsbevaring og mulig efterredigering kan med fordel lagres i dette format suppleret med L-PCM eller FLAC lyd i en Matroska (MKV) container:
    https://mediaarea.net/MediaConch/

    Det er en helt anden sag, hvis filen er DRM-beskyttet, eller hvis codec til korrekt/optimal afspilning kun er tilgængelig vha. specifikke kommercielle programmer, f.eks. GoPros egen software, eller i tidligere tider: det gamle RealMedia codec.

    Dolby surround-lydformater er stadig licensbehæftede og (derfor), fordi især amerikansk lovgivning gør tvivlsomme softwarepatenter til en lukrativ forretning for de virksomheder, som har ressourcerne til at få dem godkendt. Har man optagelser med avanceret lydteknologi, eller 3D-videooptagelser vil det dog medføre et markant kvalitetstab at at omkode data, så rådet er vel altid at aflevere dén slags i originalformater?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *