Mikrofilm

Mikrofilm har gennem mere end 60 år været brugt i museer, arkiver og biblioteker til sikring mod tab af information. Filmbillederne udgør en analog kopi, typisk af manuskripter, bøger, arkivalier eller aviser, og kan stilles til rådighed for publikum, sådan at originalen beskyttes, og indholdet gøres relativt let tilgængeligt. Men mange betragter mediet som utidssvarende og besværligt. Kvaliteten af billederne viser sig ofte på ældre film at være svingende, mens nyere film har en bedre og mere ensartet kvalitet. Således har muligheden for scanning af filmene øget bevidstheden om værdien af høj kvalitet i filmene. Tegngenkendelsesprocenten er eksempelvis meget afhængig af filmkvaliteten.

Hvorfor/hvorfor ikke digitalisere mikrofilm?

Det kan være nødvendigt at digitalisere mikrofilm, fordi originalmaterialet ikke længere eksisterer. Har man valget mellem at digitalisere fra originalt materiale eller fra mikrofilm, bør man nøje overveje fordele og ulemper, før projektet sættes i gang.

Digitalisering af mikrofilm er billigt. Råder man ikke selv over en filmscanner, er der mange private firmaer, som kan løse opgaven. Det koster typisk under en fjerdedel af, hvad nyscanninger fra originalt materiale koster. Besparelsen bliver selvfølgelig større, jo flere film der skal digitaliseres. Derudover er det en hurtig måde at scanne mange billeder på. Eksempelvis scannes en 35mm film med op til 1.000 billeder på under en halv time.

Digitalisering af mikrofilm er dog forbundet med en række ulemper. Frem for alt er kvaliteten ringere end digitalisering af originaler, og der er ofte ikke meget at gøre ved det. Dog skal man sørge for at scanne mikrofilm, der enten er originalnegativer eller direkte duplikater af denne. Mikrofilm kan være slidte af brug og måske også repareret med tape, eller de kan være lavet som sikkerhedskopier af vigtigt materiale, ofte uden at kvaliteten er blevet kontrolleret efter fremkaldelse af filmen. Over- og underbelysning, rystede eller ufokuserede billeder, ridser samt forkert beskæring er typiske fejl. Belysning og nogle gange også beskæring kan måske udbedres, men det er tidskrævende, fordi hvert eneste billede skal ses igennem og justeres. Blandt ulemperne hører også, at billederne ofte skal indekseres efterfølgende. Ved scanning fra originalmateriale kan dette helt eller delvist indarbejdes i arbejdsgangen ved scanningen, mens der ved scanning fra film er tale om en selvstændig opgave i forlængelse af scanningen.

Scannes der fra original, er det muligt at kontrollere kvaliteten med det samme, og eventuelle fejl kan rettes. Derudover kan der også scannes i farver, mens mikrofilmene er i gråtoner. Hvis kvalitet er afgørende, og produktionstiden og økonomien mindre vigtig, er scanning fra original altid at foretrække.

Scanningsudstyr

Hvis man vælger at foretage scanningen selv, kræver det noget udstyr. Filmscannere fås i mange prislag og kvaliteter, og det er omfanget af opgaven og kvalitetskravene, der afgør, hvor meget der skal investeres. Da de digitale billeder ofte benyttes i en forholdsvis lav opløsning, vil de fleste scannere kunne levere tilstrækkeligt gode billeder. En dyrere scanner vil som regel gøre det muligt at tilrettelægge en langt bedre og hurtigere scanningsproces, både pga. scanningshastigheden og fordi scanningssoftwaren kan tilpasses den konkrete opgave.

Udover scanneren skal der også bruges pc’er med flere skærme, lagermedier samt software til at efterbehandle eventuelt dårlige billeder med. Lagermedierne skal disponeres, så de kan rumme den ofte meget store produktion, der sker ved digitalisering fra film – hver enkelt billedfil med metadata kan fylde 50 MB. Det skal også bemærkes, at de mange digitale filer, der genereres, skal kunne sendes til lagermediet hurtigt og effektivt, så der ikke opstår flaskehalse.

Der skal også bruges mere lavpraktisk udstyr: Et spoleapparat til at vende spejl- eller bagvendte film med og et apparat til at splejse knækkede film samt til at sætte nye ender på film, som er for korte til at kunne gå i scanneren, samt tomme filmspoler.

Noget af dette udstyr er ved at forsvinde fra markedet, efterhånden som mikrofilm udfases.

Den nødvendige kvalitetskontrol og efterbehandling

Der er stort set altid dårlige billeder på en mikrofilm. De kan optræde i sammenhængende serier, men også som enkeltstående billeder. Derfor er det ofte nødvendigt med en mere eller mindre omfattende kvalitetskontrol og efterfølgende billedbehandling. Kontrollen bør – af ressourcehensyn – automatiseres mest muligt, og der findes software på markedet til dette.

Det er vigtigt at tænke kvalitetsniveauet ind allerede ved scanningen. Lav opløsning og komprimering mindsker ofte mulighederne for at udbedre fejlene. Høj opløsning og brug af f.eks. RAW-formatet giver optimale muligheder for billedbehandling, men vil også bevirke en væsentlig langsommere produktion.

Når kvalitetsniveauet fastlægges skal man være opmærksom på, at sorte rande rundt om billederne optager meget lagerplads og gør billederne unødigt tunge at arbejde med. Automatiseret beskæring kan være en løsning, men størrelsen på de sorte rande varierer ofte. Film kan desuden have ridser og flueklatter, og det vil påvirke softwarens mulighed for at skelne motivet fra baggrunden, hvorfor de beskæres forkert.

Ønskes alle fejl fanget, er der kun vej: Alle billeder skal kontrolleres visuelt i fuld størrelse og ikke som thumbnails. Det er stort set kun belysningen, der kan kontrolleres på de små billeder, samt nogle typer af beskæringsfejl.

Jesper Thomassen, Rigsarkivet, januar 2013 / Revideret januar 2015

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *