Grammofonplader

At digitalisere en grammofonplade optimalt kræver mere end bare at finde en pladespiller med USB-stik. Som med andre medier er der en række faktorer, som valg af pickup, omdrejningshastighed, rensning og pladetype, der har betydning for det endelige resultat.

Plader_Digitalisering

Fra zink til vinyl

Zink

Grammofonen blev patenteret i 1887, hvor Emile Berliner indspillede lyd på en flad, rund plade – helt anderledes end de tidligere cylinderformede lydmedier (valser). De første plader var af zink, men Berliner fandt på at galvanisere zinkpladen, så den kunne bruges som et stempel, der kunne trykke kopier i materialet vulkanit – hård sort vulkaniseret gummi. Dermed var vejen banet for, at man kunne massefremstille plader.

Vulkanit

Vulkanit krympede ofte under presningen, hvilket kunne give deforme plader, og der kunne opstå luftbobler i overfladen, som gav mislyde under afspilningen. Man forsøgte derfor at finde erstatninger til basematerialet, og fra 1897 blev grammofonplader fremstillet af kompositmaterialer, fyldstoffer og bindemidlet shellak, de såkaldte shellakplader.

Shellak

Shellakpladerne var i produktion frem til 1959, men man havde siden 1948 eksperimenteret med brugen at et nyt materiale, vinyl, til fremstilling af trykte plader.

Vinyl

Vinylpladen har et meget lavere støjniveau end shellak, fordi strukturen er meget finere, og der ikke er brugt de grove fyldstoffer, man tilsatte shellakken. Med vinylpladen forøgedes spilletiden desuden til 25 minutter pr. side i stedet for de 3-5 minutter, som en shellakpladeside kunne indeholde. Vinyl bruges stadig til kommercielle plader i dag.

Kommercielle plader

De kommercielle shellak- og vinylplader har trykte labels, hvor alle informationer om indholdet, det vil sige metadata, er en del af trykket. For vinylplader udnyttede man desuden, at man på omslaget/coveret kunne lægge endnu flere informationer som fx tekster.

Lakplader

Lakplader kom frem i 1930’erne og blev dels brugt til at lave lydoptagelser i felten og dels til optagelse af radioudsendelser. Lakplader er nogle af de mest skrøbelige lydformater, der findes, da man ikke på samme måde som med de øvrige pladetyper kan lave kopier. Ved f.eks. en feltoptagelse har man ladet nålen skærer direkte i lakpladen, og man har kunnet afspille resultatet umiddelbart efter.

Lakplader kan kendes på, at de er opbygget af flere lag, med en base af aluminium, stål, zink, glas eller fiberplader, og en overflade af lak. Man vil som regel kunne se basevalget i pladens tværsnit i centerhullet eller langs yderkanten.
Etiketten med metadata til lakplader er ofte skrevet i hånden, eller – hvis der ingen etiket er – graveret i midten af pladen.

Læs mere om lakplader og om, hvordan man forholder sig til denne type plader her.

Instantaneous plader

På en Instantaneous plade er lyden skåret og optaget direkte ned i pladens overflade og kan afspilles straks efter, den er skåret. Normalt har pladerne ikke været anvendt til masseproduktion, og derfor består de som regel af enkeltstående optagelser med varierende indhold.

Instantaneous plader er typisk fra perioden 1910-60 og består af mange forskellige materialetyper, der er kombineret på forskellige måder. Pladens base eller overflade kan fx bestå af metal, voks, gelatine, pap, glas eller lamineringer med forskellige laktyper. De kræver således alle en særlig håndtering og afspilningsteknik.

Læs mere om digitalisering af disse plader i artiklen Digitalisering af Instantaneous plader.

Indspilningsteknik

En plade kan være indspillet

  • Akustisk (1897-1925) – via en tragt med en membran i spidsen. På membranen sad en nål, der ud fra svingninger fra lyden i membranen, kunne skære i vokspladen.
  • Elektrisk (1925-) ­– via en mikrofon, som overfører et elektrisk signal til skærenålen ned i vokspladen. Hermed blev det muligt at justere lydstyrken under indspilningen.

Pladefremstilling

Der fremstilles ved hjælp af galvanisering med kobber en negativ kopi af vokspladen (’fader’), og ud fra denne laves en positiv kobbermatrice (moder) belagt med sølv eller krom. Denne bruges til at lave flere negative kopier (sønner), som så er dem, der bruges til at presse den endelige grammofonplade.

Pladerne er præget med et matricenummer, så pladeselskabet let kan identificere den enkelte optagelse, hvis de skulle få brug for den til en senere produktion.

Omdrejningshastighed og valg af pladespiller

Shellakplader kaldes ofte også for 78’ere. Det skyldes, at denne type plade skal rotere med en hastighed på netop 78 rpm. Dog var det ikke en fastlagt standard fra starten, og man kan derfor komme ud for hastigheder mellem 60 og 130 rpm. Fra 1925 blev 78 rpm standard for kommercielle plader.

Vinylplader roterer med hhv. 33 1/3 rpm for long playing (’lp-plader’) og 45 rpm for singler.

Normalt vil man bruge én pladespiller til at digitalisere vinylplader og en anden til 78’erne.

Pickup

Til akustiske shellakplader skal man bruge en nål med en bredde på 100-110 my, mens shellakplader lyder bedst med en nål på 60-70 my. Ofte er man nødt til at prøve sig lidt frem, da slitage af pladerne kan have en afgørende betydning. Udformningen af pickupnålens slibning har også stor betydning – en elliptisk kan anvendes til plader i god stand, mens en sfærisk er bedst til de mere slidte plader.

Der findes derfor ikke en standard pickup, men der findes pickupper med udskiftelig nåleindsats, så man ikke behøver afmontere hele pickup-systemet. Disse er praktiske i forbindelse med shellak-pladerne, som ikke er skåret med ens rillebredde gennem årene.

Digitaliserer man vinylplader er kravet til nålen, at den skal være omkring 15 my.

Equalisering

Ved akustisk optagede shellakplader er der ikke anvendt nogen form for equalisering [link til ordbog – opslag er skrevet], de er indspillet ”flat”, hvilket vil sige, at man ikke har justeret på de forskellige lydfrekvenser undervejs.

Men ved indspilning af elektrisk optagede plader har man anvendt equalisering af signalet, hvilket der så efterfølgende skulle korrigeres for ved afspilningen. Der er dog ikke nogen fastlagt standard for denne equalisering, hvorfor hvert pladeselskab gennem tiden har anvendt forskellige equaliseringssettings til deres indspilninger.

Find en liste over equaliseringssettings for

Der findes forstærkere, der kan bruges til både shellak- og vinylplader og automatisk kan tildele dem den rigtige equaliseringskurve.

Rensning og vask af plader

Før en digitalisering er det vigtigt, at pladen er helt ren. Derved sikres en mere støjfri gengivelse. Man kan anvende en pladevaskemaskine, som fjerner støv og snavs fra rillerne, og suger den overskydende væske op. En sådan kan med fordel anvendes til de kommercielle shellak- og vinylplader. Men vær opmærksom på, at hvor vinylplader godt kan rengøres med rensemidler med alkohol, så tåler shellakplader under ingen omstændigheder denne form for rensemiddel.

Lakplader med base af pap tåler ikke vask, da pappet vil suge væsken til sig, og lakken vil krakelere.

Det er derfor vigtigt, at være helt sikker på, hvilken type plade, man har med at gøre, inden man forsøger at rengøre den.

Læs også den generelle artikel om lyddigitalisering.

Læs mere

Litteratur

Barfe, Louis: Where have all the good times gone?: The rise and fall of the record industry, 2005, Atlantic, London

Powell, J.R.: The audiophile’s technical guide to 78 RPM, transcription, and microgroove recordings, 1992, Gramophone Adventures, Portage

Read, Oliver; Welch, Walter L.: From Tin Foil to Stereo : Evolution of the phonograph, 1959, Indianapolis, New York

Links

www.shellac.org – Indeholder bl.a. en video, hvor hele fremstillingsprocessen – fra indspilning til den færdige plade – vises

René Thorning Andersen, Statsbiblioteket, september 2015/revideret december 2016

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *