Emulering giver mulighed for at tilgå komplekst digitalt materiale, selv om det oprindelige software og/eller hardware ikke længere findes. Ved emulering imiteres den oprindelige oplevelse af fx computerspil.
Hvad betyder emulering?
Begrebet at emulere betyder at efterligne eller imitere og er beslægtet med simulering. Simulering er dog svagere end emulering, idet imitationen i en simulering ikke behøver at være korrekt i alle detaljer, mens emulering har til formål at sikre så høj grad af præcision som muligt i efterligningen af de oprindelige omgivelser i form af den oprindelige it-platform.
Emulering kan bruges som strategi for den logiske bevaring af digitale materialer. Selve bevaringen af bittene er ikke en del af emuleringen.
Emulering af det oprindelige miljø
Emulering bruges til at præsentere digitale materialer, der ikke længere kan opleves i det oprindelige software/hardware. I emuleringen sikrer man i software og/eller i hardware en imitation af de oprindelige omgivelser. Emulering opnås således ved at imitere den oprindelige præsentation af bittene i det digitale materiale. Det vil sige, at man skaber nye omgivelser, der giver mulighed for, at man kan tilgå sine digitale materialer i deres oprindelige form, på en måde som virker som den oprindelige oplevelse af at tilgå dem. Dette kan enten være via de oprindelige programmer som fx Word Perfect 5.1 på en emuleret platform eller via emulerede programmer.
Krav til it-platform
Et digitalt materiale kan stille forskellige krav til en it-platform og dermed forskellige krav til emuleringen. For de fleste nutidige platforme vil der være krav til at kunne modtage signaler fra en mus og et tastatur samt sende signaler til skærm og højttaler. Men fx vil emuleringen af visse computerspil kræve, at spillet kan afvikles og modtage signaler fra forskellige tekniske enheder såsom et joystick. I dette tilfælde vil emuleringen indbefatte simulering af den oprindeligt krævede it-platform. På denne måde kan man fx køre computerspilsprogrammer, som om de kørte på den oprindelige it-platform.
Signifikante egenskaber
Emulering kan have udfordringer omkring præcis gengivelse. Derfor skal man med en emuleringsstrategi også sikre, at alle signifikante egenskaber, som man ønsker at gengive, rent faktisk kan gengives via emuleringsprogrammerne. Fx vil oplevelsen af websider have været forskellig, afhængig af hvilken browser websiden blev set med, samt hvilke versioner der blev benyttet. Derudover benytter mange websider forskellige specielle programmer (plug-ins), som kan afspille et videoklip, en lyd osv. Hastighed af afvikling af progranmer på tidligere hardware er et andet eksempel, hvor der kan være forskelle på oplevelsen. Der er således mange forhold, det er nødvendigt at tage højde for i emuleringen.
Opdateret emuleringsværktøj nødvendigt
Hvis man vælger at bruge en emuleringsstrategi, vil tilgangen til det digitale materiale afhænge af, at man har adgang til emuleringsværktøjer. Vedligeholdelse og sikring af, at emuleringsværktøjet følger med tiden, vil derfor være vigtig for bevaringen. Derudover er det vigtigt, at de digitale materialer er validerede og verificerede og gemt med de nødvendige metadata, så emuleringsværktøjet kan vedligeholdes, og man til stadighed kan tilgå det digitale materiale.
Status for forskning i emulering
Der eksisterer i dag specifikke emulatorer til eksempelvis emulering af Commodorespil.
Forskning i emulering generelt er stadig meget nyt, og der findes i dag meget begrænsede generelle emuleringsværktøjer.
Emulering har været behandlet i det EU-støttede Planets forskningsprojekt, som kørte i årene fra 2006-2010. I dette projekt udviklede det hollandske nationalbibliotek emuleringssystemet Dioscuri, som kan emulere x86 computer-hardware. Du kan downloade dette system her.
Det EU-støttede KEEP forskningsprojekt (Keeping Emulation Environments Portable) (2009-2012) fokuserer også på emulering. Projektet Preserving Virtual Worlds (2008-2012) ser på bevaring af spil og interaktiv fiktion, som også inkluderer emulering. Projektets rapport kan du her.
I November 2015 kom en ny rapport om emulering og virtualisering som giver et godt overblik over den nyeste status på denne bevaringsstrategi. Denne rapport af David Rosenthal med titlen Emulation and Virtualization as Preservation Strategies kan findes her.
Eld Zierau, Det Kongelige Bibliotek1 / november 2010 / revideret marts 2012
Revideret af Claus Jensen, Det Kongelige Bibliotek – januar 2015
Revideret af Eld Zierau, Det Kongelige Bibliotek, december 2015
1. Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek fusionerede pr. 1. januar 2017. Med afdeling i hhv. Aarhus og København er institutionerne nu samlet under navnet: Det Kgl. Bibliotek. ↩