Digitalisering – Introduktion til digitaliseringens historie

Arkiver, biblioteker og museer investerer i disse år mange ressourcer i digitalisering af kulturarven. Her i artiklen kan du læse mere om baggrunden for denne digitalisering, dens formål og politiske bevågenhed.

Digitaliseringens historie

Hvad er kulturarv og hvad er digitalisering?

Begrebet kulturarv dækker over såvel monumenter og genstande (også kaldet den materielle kulturarv) som tekst, lyd og billeder (også kaldet den immaterielle kulturarv). Indsamling og bevaring af kulturarven varetages af ABM-institutionerne. Monumenter og genstande er typisk museernes ansvarsområde, mens tekst, lyd og billeder typisk er arkivernes ansvarsområde for så vidt angår arkivalier (dvs. ikke-offentliggjorte materialer), og bibliotekernes hvad angår offentliggjorte materialer (dvs. udgivne bøger mv. eller værker offentliggjort på anden måde, fx i radio/tv eller i biografen).

Begrebet digitalisering anvendes hyppigst i betydningen ’digital kommunikation mellem borgerne og det offentlige’.  Men digitaliseringsbegrebet dækker også det at konvertere tekst, lyd eller billeder fra analogt format til digitalt format. I denne og de følgende artikler vil der med digitalisering menes konvertering af tekst, lyd og billeder fra analogt til digitalt format.

Digitaliseringens barndom

Digitalisering af kulturarven startede for alvor i 1990’erne. Med den nye teknologi var det dengang fantastisk for kulturarvsinstitutionerne, at man pludselig kunne lægge udvalgte dele af samlingerne på nettet og kombinere dem med andre institutioners samlinger i en fælles fortælling i tekst, lyd og billeder om et bestemt emne. Formålet med digitaliseringen dengang var udelukkende formidling af indholdet. Kulturministeriet lancerede i 1996 ”Kulturnet Danmark” som siden har bevilget penge til en række spændende og eksperimenterende formidlingsprojekter, gennemført i et tværgående samarbejde mellem arkiver, biblioteker og museer.

Digitalisering som bevaringsmetode

Digitalisering med henblik på bevaring af indholdet kom først for alvor i fokus fra omkring år 2000. Bevaringsstrategien var indtil da så vidt muligt at sikre de originale fysiske medier ved at opbevare dem under optimale klimaforhold i særligt indrettede magasiner. Hvis nogle medier var skrøbelige og under risiko for nedbrydning (fx syreholdigt papir eller spolebånd, der var begyndt at klistre sammen), kunne disse sikres ved henholdsvis mikrofilmning af papiret eller ved at overføre lyden fra det originale analoge spolebånd til nye analoge spolebånd.

Dette betegnes som substitution, hvor formålet hyppigt er at skåne originalmaterialerne mod slitage i forbindelse med benyttelse, og hvor det er uden betydning for brugeren, at det ikke er originalmaterialet, der stilles til rådighed. Ønskes både indhold og det bærende medie bevaret, kan man foretage konservering. Dette er fx tilfældet med de film, som opbevares på Det Danske Filminstitut.

Opbevaring af de originale kulturarvsmaterialer i magasiner er fortsat den foretrukne bevaringsmetode i lyset af de store mængder, der er tale om, og det er oftest kun i tilfælde af nedbrydning af materialet, at det bliver relevant at overveje, hvilken alternativ bevaringsmetode, man skal anvende.

Digitalisering er en form for substitution, der giver forbedrede muligheder for formidling og forskning. Substitution som bevaringsstrategi medfører kun undtagelsesvis en egentlig udskillelse af originalen fra samlingerne, men substitution sikrer en række fordele: Sikkerhed for at information fra originalen overlever, hvis denne skulle gå tabt, og forebyggelse eller reduktion af slidskader på originalen.

I den digitale teknologis barndom nærede bevaringseksperter verden over dyb mistillid til digitalisering som en egnet bevaringsmetode: Kunne den digitale kopi afspejle originalens autenticitet? Kunne man stole på, at en digital fil kunne bevares over længere tid?

Gennembruddet for at benytte digitalisering som bevaringsmetode blev affødt af to forhold:

For det første blev der i stigende omfang produceret ’digitalt fødte dokumenter’ – en af de første danske internetpublikationer, fagbladet Ingeniøren, blev publiceret allerede i 1994, og i dag findes der over 1,3 mio. danske internetsider. Tv og radio produceres og udsendes nu også digitalt, ligesom næsten hele den offentlige forvaltning er gået over til digital arkivering. Skal disse kulturfænomener bevares, er der ingen vej uden om digital bevaring.

For det andet opstod der problemer med de audiovisuelle medier. Disse er som bekendt ’apparaturafhængige’ – dvs. der skal udstyr til for at afspille indholdet. Gennem de godt 110 år, hvor lydoptagelser og levende billeder er blevet produceret til konsummarkedet, er det sket på stadigt mere avancerede medier – fra de gamle fonografvalser over lakplader, vinylplader, spole- og kassettebånd til cd’er, DVD’er og nu Blu-ray. Udstyrsproducenterne holder automatisk op med at producere udstyr, som ikke længere kan sælges. Derfor var de audio/visuelle arkiver – om end modstræbende – blandt de første til at indføre digitalisering som standardbevaringsmetode.

Politisk fokus på kulturarv og digitalisering

Mængden af kulturarvsmaterialer i de store kulturbevaringsinstitutioner (Rigsarkivet, Det Kongelige Bibliotek1, Statsbiblioteket1, Det Danske Filminstitut, Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst) er vokset støt igennem århundreder. Samtidig er problemer med bevaringen af materialerne vokset, og det gælder både for materialer af ældre dato og de nye digitalt fødte medier. Dette var baggrunden for, at Folketingets Kulturudvalg i 2001 bad den daværende kulturminister om at udarbejde en udredning om kulturarvens bevaringstilstand.  Resultatet forelå i 2003 i form af den epokegørende rapport ”Udredning om bevaring af kulturarven”, som indeholder en grundig gennemgang af institutionernes bevaringsbehov samt anbefalinger og forslag til bevaringsstrategier under hensyn til de økonomiske konsekvenser. Rapportens anden del er udelukkende helliget de audiovisuelle og elektroniske medier og bevaringen af dem ved digitalisering.

Som opfølgning foretog konsulentfirmaet Gartner en analyse for Kulturministeriet, der viste, at en digitalisering af alt digitaliseringsværdigt materiale fra kulturinstitutionerne ville koste mellem 2 og 3 milliarder kroner. I senere rapporter fra ministeriet tales der om, at man kunne lave en mere målrettet digitaliseringsindsats for investeringer på 200-300 mio. kr. I 2009 lavede Digitaliseringsudvalget for Kulturministeriet en rapport om Digitalisering af kulturarven med tre forskellige forslag til prioritering af digitaliseringer af kulturarven, alt efter de økonomiske forudsætninger.

Der er indtil nu ikke bevilget så omfattende midler til digitalisering af kulturarven. I 2010 blev dog bevilget 21 mio. kr. til øremærkede projekter på nogle af de store kulturinstitutioner, ligesom der i 2012 kom en bevilling på 18 mio. kr. til den digitale kulturarv (se pressemeddelelse fra Kulturministeriet).

Digitalisering og digital bevaring er dyr

Digitalisering og digitalisering som bevaringsmetode er omkostningstung. Digitalisering kræver indgående kendskab til de analoge medier og skal gennemføres efter professionelle standarder. Der skal desuden anvendes korrekt udstyr, som sikrer, at indholdet så vidt muligt overføres ’intakt’ i forhold til originalen. Korrekt eller optimal digitalisering af specifikke medietyper behandles i en række artikler her på siden. For bevaring af de digitaliserede materialer, se bl.a. artiklen Hvad er digital bevaring?.

Eva Fønss-Jørgensen, Statsbiblioteket, januar 2013 | opdateret januar 2015


1. Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek fusionerede pr. 1. januar 2017. Med afdeling i hhv. Aarhus og København er institutionerne nu samlet under navnet: Det Kgl. Bibliotek. Da Det Kgl. Bibliotek var to adskilte institutioner under udgivelsen af denne side, er teksten beholdt uændret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *