Computerspil

Et computerspil er et kompliceret digitalt værk, i hvert fald når det drejer sig om at langtidsbevare det og sikre, at man faktisk kan spille det engang i fremtiden. Internationalt forskes der intenst i hvordan man sikrer langtidsbevaringen af computerspil.

Hvad er et computerspil?

Et computerspil er et digitalt værk, som underholder via interaktion. Det skal afvikles på en maskine, fx en computer eller en spillekonsol, hvorfra det kan blive formidlet til diverse formidlingsenheder, fx skærm eller højtaler. Til maskinen kan der også forbindes andre enheder, der kan skabe interaktion, fx mus eller joystick.

Når det gælder langtidsbevaring, ses computerspillet som et samlet digitalt værk, som er lavet til at fungere i en bestemt kontekst. Det betyder, at computerspil indeholder nogle af de mest komplicerede problemstillinger ved bevaring af digitalt materiale.

Computerspillets hardware- og softwaremiljøer

Computerspil indeholder reelle computerprogrammer, altså software, der kræver specifikke hardware- og/eller software-miljøer for at kunne fungere.

Hardwaren kan være den konsol, hvor spillet skal afvikles, eller det grafikkort til en PC, som spillet kræver for at kunne afvikles. Men det kan også være specielle controllers til interaktion med spillet, fx joystick, gamepad, keyboard, mus eller kamera.

Softwaremiljøer til computerspil kan være operativsystemer til en PC eller firmware til en konsol eller en telefon. Der er endda nogle computerspil, der kræver online-adgang for at kunne afvikles. Andre computerspil er i virkeligheden kun klienter til online-servere, som computerspillet spilles på.

Computerspil er altså en af de mest alsidige former for software. Det kan være en enkeltstående applikation; en klient til online-systemer; det kan fungere som server for andre instanser af spillet; det kan være et plugin til en webbrowser; eller en blanding af alle disse. Der har endda været vira forklædt som computerspil. Det er bl.a. denne alsidighed, der gør langtidsbevaring af computerspil til en meget kompliceret affære.

Computerspillets objekter

Udover det program, som afvikler selve spillet, indeholder et computerspil også andre digitale objekter, som bruges i spillet, fx grafik, lyd, film og lignende.

Hvert af disse digitale objekter kan være i et format, som der findes specifikke bevaringsstrategier for. Det giver dog ikke mening at tage dem ud af spillets sammenhæng, da det kun er i den pågældende sammenhæng, at spillet er i stand til at benytte sig af disse digitale objekter.

De forskellige dele af computerspillet, både program og data, er pakket til et samlet værk, og derfor bør computerspillet ses og bevares som en helhed, selvom det består af mange mindre dele.

Hvordan bevares computerspil?

Et computerspil består altså af mange forskellige elementer, som skal bevares, for at hele oplevelsen af spillet er bevaret intakt. Det er dog meget forskelligt, hvad der kræves for at bevare et spil intakt. Der vil derfor være forskellige bevaringsstrategier for forskellige typer computerspil.

Bevaring via emulering eller den museale strategi

De computerspil, som kun afvikles på en lokal maskine, kan bevares ved at bruge enten en emuleringsstrategi eller en museal strategi.

Det bliver mere kompliceret, hvis spillet skal interagere med andre instanser af samme spil, fx via netværk. I sådanne spil vil noget af oplevelsen gå tabt, hvis man ikke har flere instanser af spillet til rådighed inden for et netværk.

Det kræver samtidig adgang til den netværksteknologi, som spillet er bygget op omkring, fx protokollen eller software til en lokal server, hvor spillets instanser kan interagere. I de fleste tilfælde vil det dog stadig være muligt at bevare sådanne computerspil med enten emulerings- eller museal-strategien.

Bevaring af virtuelle verdener

Hvis spillet ikke blot kræver en netværksforbindelse, men faktisk er afhængig af adgang til en specifik server på nettet, er problemstillingen langt vanskeligere, hvis ikke decideret umulig.

Den problemstilling rammer især de virtuelle verdener, og dermed spil som World of Warcraft, SecondLife eller FarmVille, men der er også andre computerspil, hvor man skal logge ind på en server for at afvikle selve spillet.

Man kan ikke lade bevaringen af et computerspil afhænge af adgangen til en proprietær service i form af tilgængeligheden af en server. Det er trods alt ikke rentabelt for et computerspilsfirma at have en server stående til tid og evighed for at yde en sådan service, og hvis der ikke er adgang til serveren, kan spillet ikke afvikles. Det er derfor ikke muligt at bevare selve spillet, hverken via en emulerings- eller en museal strategi.

En stor del af spiloplevelsen i disse spil kommer også fra den sociale interageren med andre spillere i den virtuelle verden, og især mængden af andre spillere påvirker spiloplevelsen. Den oplevelse er meget kompleks at genskabe i et bevaringsmiljø.

Dokumentation af computerspil

Hvis man ikke kan bevare selve spillet, vil man undertiden ønske at dokumentere det på anden måde. Det kan ske ved at indsamle information om spillet via fora, hjemmesider, walkthroughs eller trailers. Det kan også være en mulighed at lave videooptagelser af spillet. På den måde bliver spilmekanikken og interaktionen mellem forskellige spillere dokumenteret for eftertiden.

Rettighedsproblematik

Udover de tekniske problemer med bevaring og formidling af et computerspil, er der også nogle juridiske problemstillinger knyttet til dette.

Computerspil bliver distribueret på to forskellige måder: via fysiske medier eller via internettjenester. Uanset hvordan spillet distribueres, kan der være mange begrænsninger forbundet med at overføre spillet fra det originale medie til en bevaringsplatform, pga. ophavsrettigheder e.lign.

Kopiering af computerspil

Da de fysiske lagringsmedier, som computerspillene er blevet distribueret på, har en begrænset levetid, er spillene altså i fare for at gå tabt.

For at bevare disse truede computerspil bliver man nødt til at kopiere spillet fra det originale medie til andre lagringsmedier, som kan bruges til langtidsbevaring.

Computerspilsindustrien har været stærkt påvirket af piratkopiering. Der er derfor både love og tekniske sikkerhedsforanstaltninger for at forhindre kopieringen af computerspil fra det originale medie. Det betyder, at der både er tekniske og juridiske problemstillinger omkring overførslen af computerspillet fra det originale lagringsmedie til de lagringsmedier, som skal bruges til langtidsbevaring. De danske bevaringsinstitutioner har dog ret til at omgå disse foranstaltninger, så længe kopieringen foregår med bevaring for øje.

Bevaring af andre programtyper

Computerspil er ikke de eneste programmer, der er værd at bevare. Autenticiteten af al digital kultur- og vidensproduktion står i princippet på spil. Uanset hvilken bevaringsstrategi man vælger til sit digitale materiale, er det vigtigt at huske på, at det ofte kun kan lade sig gøre at tilgå materialet i en autentisk form, hvis en række andre programmer er aktive. Det gælder fra operativsystem til specialiserede databehandlingsprogrammer.

Nyere forskningsprojekter peger derfor bl.a. på, at det er nødvendigt at udarbejde en national bevaringsstrategi for software, der rækker ud over det snævre computerspilmiljø. Man kan forestille sig opbygningen af et referencebibliotek for software. Et sådant bibliotek vil være en stor hjælp for fremtidens forskere i nutidig kultur.

Hvis du vil vide mere

Bevaring af computerspil og software er endnu en forholdsvis ny disciplin, hvor ikke alle grænser er optegnede endnu. Der er dog udgivet en række rapporter om emnet, bl.a. disse:

I November 2015 kom en ny rapport om emulering og virtualisering som giver et godt overblik over den nyeste status på denne bevaringsstrategi. Denne rapport af David Rosenthal med titlen Emulation and Virtualization as Preservation Strategies kan findes her.

Jonas Lindberg Frellesen, Det Kongelige Bibliotek1, maj 2011
Revideret af Claus Jensen, Det Kongelige Bibliotek, januar 2015
Revideret af Jakob Moesgaard, Det Kongelige Bibliotek, november 2015
Revideret af Eld Zierau, Det Kongelige Bibliotek, december 2015


1. Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek fusionerede pr. 1. januar 2017. Med afdeling i hhv. Aarhus og København er institutionerne nu samlet under navnet: Det Kgl. Bibliotek.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *