Ny lydportal med 10.000 valseindspilninger

151117_valseoptagelse

På University of California Santa Barbara Library i Californien har man en meget stor samling lydvalser, og en del af disse er nu blevet digitaliseret og tilgængeliggjort via lydportalen UCSB Cylinder Audio Archive. Lydportalen indeholder indtil videre over 10.000 digitaliseringer af lydvalser fra sidst i 1800-tallet til først i 1900-tallet. Udover (datidens) populær musik, klassisk og opera, kan man også finde fx monologer, etnografiske optagelser, taler, dyreimitationer osv.

Lyden på valserne er ikke super god, da der er en del støj, men man skal også huske at tænke på, at mikrofonen ikke var udbredt på dette tidspunkt, og man derfor optog ved hjælp af en stor tragt, som opsamlede lyden.

Det er muligt at søge på nøgleord, årstal, titel osv., men der er også oprettet en lang række playlister, som indeholder alt fra ’Populære sange fra 1. verdenskrig’ og ’Tyske komiske cylindere’ til ’Historiske taler’.

Udover at man kan aflytte de mange, spændende lydoptagelser, kan man også læse om valsernes historie, ligesom man kan donere egne valser til biblioteket, hvorved de vil blive digitaliseret og gjort tilgængelige i portalen.

I Danmark findes der på Statsbiblioteket1 en mindre samling af tilsvarende valser, hvoraf nogle (’Ruben-samlingen’) kan aflyttes via Statsbibliotekets hjemmeside. I løbet af 2016 vil også andre af de danske valser blive publicerede hos Statsbiblioteket.

Udforsk UCSB’s store lydvalsesamling.

 


1. Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek fusionerede pr. 1. januar 2017. Med afdeling i hhv. Aarhus og København er institutionerne nu samlet under navnet: Det Kgl. Bibliotek. Da Det Kgl. Bibliotek var to adskilte institutioner under udgivelsen af denne side, er teksten beholdt uændret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *