Digital bevaring sker ikke af sig selv

Da Pixar i slutningen af 90’erne var ved at være færdige med Toy Story 2, kom nogen ved en fejl til at slette disk’en med alle filerne. På siden ”How Pixar almost deleted Toy Story 2” beskrives, hvad der skete. Back-up-filerne viste sig (for sent) at være korrupte og kunne ikke bruges til at gendanne filmen, men den tekniske leder havde tilfældigvis kopieret alle filerne ind på sin hjemmecomputer, så derfra kunne det meste af materialet genskabes. Følger man linket til Quora’s side, kan man læse en mere udførlig beskrivelse af de virkelige omstændigheder, skrevet af Oren Jacob, som var en af de implicerede. Der er i øvrigt en herlig lille tegnefilm på siden, der beskriver, hvad der skete.

For ganske nylig skete en lignende historie (læs The Independent’s beskrivelse af affæren), da en server gik ned, og det litterære avantgarde-tidsskrift 3:AM Magazine troede, de havde mistet de sidste 12 års arkiv. Internet Archive (det amerikanske svar på det danske Netarkivet) kunne dog genskabe det meste af materialet. 3:AM’s beskriver på The Guardian hele forløbet, som heldigvis fik en lykkelig udgang efter en hel uge, hvor man bare fik en blank side, når man taste 3:AM Magazine’s url ind i en browser.

Hvis nogen skulle være i tvivl… det er vigtigt at have back-ups af sine filer, men lige så vigtigt at holde øje med, at de ikke ændrer sig over tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *