3. dag på iPRES

Bern

Digitalbevaring.dk snuppede endnu en dag på iPRES-konferencen om digital bevaring
iPRES-konferencens tredje dag var kort, da selve konferencen sluttede til frokost. Dagen startede med en keynote om samspillet mellem mennesker og teknologi. Efterfølgende var der et panel om udfordringer og fordele ved internationalt samarbejde inden for digital bevaring. Sideløbende var der præsentationer med indlæg om webarkiver og distribuerede ressourcer. I denne session præsenterede Eld Zierau fra Det Kongelige Bibliotek1 artiklen “Persistent Web References – Best Practices and New Suggestions”, som beskriver et forslag til, hvordan man kan lave præcise og persitente referencer til materialer i webarkiver.

Om eftermiddagen var der workshops og tutorials, som også vil fortsætte og torsdag. Der er masser af gode emner inden for digital bevaring i disse workshops og tutorials. Med dansk deltagelse i afholdelse af disse kan nævnes sessioner om database-bevaring, hvor Rigsarkivet er involveret, og sessioner om PREMIS, hvor Det Kongelige Bibliotek er involveret. Den samlede liste af workshops og tutorials kan ses her.

Dette var den sidste rapportering fra endnu en spændende iPRES-konference, men for interesserede kan der findes mange flere informationer på ipres2016.ch.


1. Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek fusionerede pr. 1. januar 2017. Med afdeling i hhv. Aarhus og København er institutionerne nu samlet under navnet: Det Kgl. Bibliotek. Da Det Kgl. Bibliotek var to adskilte institutioner under udgivelsen af denne side, er teksten beholdt uændret.