iPRES 2017 – 1. del

iPRES 2017 er i gang, og det foregår denne gang i Kyoto, Japan. Første dag på konferencen bød på en keynote af Ingrid Dillo (Data Archiving and Networked Services, Holland), der satte fokus på deling af data, open data og FAIR (Findable, Accessible, Interoperable and Re-usable) data, og hvordan disse kræver troværdighed og certificering. Til dette formål præsenterede Dillo en ny forenklet standard til certificering af digitale arkiver, kaldet Core Trust Seal.

Efter en session med vidensdeling og diskussion af udviklingen samt problemstillinger inden for digitale arkiver og digital bevaring i asiatiske kulturinstitutioner fulgte præsentationer af posters. Her var Danmark repræsenteret af Kathrine Hougaard Edsen Johansen og Mads Neuhard fra Københavns Stadsarkiv med posteren “How collaboration and sharing has made OAIS compliant archiving at (very) small archives possible”, som formidler, hvordan det er lykkedes en række danske kommunale arkiver at gå sammen om at danne netværket NEA (Network Electronic Archiving), som giver arkivmedlemmer mulighed for at få services og support til at skabe et arkiv i overensstemmelse med OAIS-modellen.

Interesserede kan læse posters fra konferencen her.