Digital bevaring fra hele verden – iPRES 2015

2.-6. november 2015 løb dette års iPRES-konference af stablen i Chapel Hill, North Carolina USA. iPRES handler om digital bevaring, og der var igen i år dansk deltagelse på konferencen.

logoipres2015

Konferencen startede med en række workshops og tutorials om metadatastandarden METS, om hvordan open source værktøjer bliver en succes, om arbejdet med certificering og audit, samt om udviklingsplatformen Fedora 4 som bruges til mange open source løsninger der kan håndtere digitalt materiale.

iPRES konferencen, som er et sandt festfyrværkeri af præsentationer om de seneste landvindinger inden for digital bevaring og digitalisering, varede i tre dage og bød i år på meget forskelligartede præsentationer og diskussionsfora. Dette var en klar succes, fordi det gav mere dynamik til konferencen og således bidrog til, at der var større interaktion mellem deltagere og talere. Den meget aktive brug af Twitter var ligeledes befordrende for den livlige udveksling mellem deltagere, arrangører, leverandører og talere. Udover de vanlige præsentationer af dette og hint, bød værterne på poster-sessioner, minute madness (1-minuts præsentationer), keynotes, get-a-room (facilitering af spontane workshops), sessioner baseret på deltagerinput fx bevaringspolitiker i praksis og “Presevation Storage” og endelig showcases for forskellige bevaringssystemer.

Danmark bidrog bl.a. med

  • Alex Thirifays fra Rigsarkivet, som præsenterede E-ARK arbejdet med at lave en fælles måde at tilgå arkivmateriale i Europa
  • Eld Zierau fra Det Kongelige Bibliotek1, som præsenterede en poster om, hvordan man forsøger at finde dansk online kulturarv på internettet udenfor .dk-domænet.
  • Bolette Ammitzbøll Jurik og Asger Askov Blekinge fra Statsbiblioteket1, som præsenterede en poster om, hvordan man kan putte digital materiale i sit arkiv med færrest mulige ressourcer. De vandt i øvrigt prisen for dette års bedste poster!

Et highlight fra konferencen var showcases, som bestod i, at leverandører af løsninger til digital bevaring gennemgik disse. Denne måde at facilitere et møde mellem leverandørerne og deres samlede brugersegment var ret interessant og levende, ligesom den gav brugerne muligheden for at identificere, hvem der ellers bruger lige præcis den løsning, de selv bruger. Blandt showcasene var der både kommercielle og open source løsninger.

Et andet highlight på konferencen var  brug af metadatastandarder som METS og PREMIS. Den nyligt udkomne PREMIS 3.0 (med mulighed for IT-miljø specificering) blev gennemgået og diskuteret. Den tidligere version af PREMIS har en Resource Description Framework (RDF) udgave, som også snart udkommer for version 3.0. RDF bliver brugt i det semantiske web til bedre at finde det, man leder efter. Derfor blev der i METS workshoppen også diskuteret hvorvidt METS skal have en RDF udgave. RDF for METS vil have en stor betydning, da RDF kræver en datamodel, som pt ikke findes for den nuværende METS standard, dvs. METS ville skal ændres radikalt for at kunne få et RDF skema.

Konferencen sluttede med en ny række workshops og tutorials: om metadatastandarden PREMIS, om brug af open source værktøjer til at møde bevaringskrav, om benchmarking af bevaringsværktøjer, om CRADLE dataforvaltnings livscycklus, samt om datamining i webmaterialer.

Programmet kan ses her.

Artiklerne fra konferencen er ikke online endnu, men så snart de er, kommer der en nyhed med et link til dem her på digitalbevaring.dk.


1. Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek fusionerede pr. 1. januar 2017. Med afdeling i hhv. Aarhus og København er institutionerne nu samlet under navnet: Det Kgl. Bibliotek. Da Det Kgl. Bibliotek var to adskilte institutioner under udgivelsen af denne side, er teksten beholdt uændret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *