20.000 historiske billeder online

Keiserens Ankomst fra Østerbrogade, 1896
Foto: Det Kgl. Bibliotek – Billedsamlingen

Det Kgl. Bibliotek har netop digitaliseret og offentliggjort mere end 6500 billeder fra samlingen ”Historisk Kronologisk Samling, Danmark”.  Billederne dækker perioden 1536-1913, og indeholder historiske motiver fra Reformationen til året før 1. verdenskrigs udbrud.

Billederne illustrerer store som små historiske begivenheder i Danmarks historie – bl.a. krige og katastrofer, ulykker og henrettelser, politiske begivenheder og videnskabelige ekspeditioner, kongelige begravelser og meget mere. Her er både skildringer af det imponerende fyrværkeri over København i anledning af det kongelige bryllup i 1634, og af englændernes bombardement af samme by 1803. Fra midten af 1800-tallet og frem består samlingen især af fotografier, og den indeholder blandt andet noget af verdens tidligste krigsfotografi og forløbere for pressefotografiet.

Samlingen ”Historisk Kronologisk Samling, Danmark” er blevet til siden 1902, hvor bibliotekets Kort- og Billedsamling systematisk begyndte at indsamle billeder af begivenheder, der af deres samtid blev betragtet som betydningsfulde. I 1800-tallet blev ethvert kongeligt besøg betragtet som en historisk begivenhed, mens man i 1900-tallet anså politiske demonstrationer for at være det. Samlet set fungerer de mange billeder som en visuel hukommelse for en periode på godt 400 år, hvor det ændrede sig undervejs, hvilke begivenheder der var vigtige for nationen.

Med tilføjelsen af disse billeder er den digitale billedsamling Dansk Historie nu oppe på mere end 20.000 billeder. Alle billederne kan nu ses i Digitale samlinger.