Dansk engagement i internationalt samarbejde

Der findes mange kompetencer og stor viden når det kommer til digital bevaring i Danmark. Men selvom digital bevaring er noget, som rigtig mange på den ene eller anden måde er i berøring med, så er der ganske meget viden at hente i udlandet og viden at dele med internationale samarbejdspartnere.

I sidste uge havde Det Kgl. Bibliotek og Rigsarkivet udsendte medarbejdere i Tallinn, Estland, hvor en del forskellige netværk var samlet, herunder OPF, DLM Forum og E-ARK.

 

OPF

Som medlemmer af Open Preservation Foundation (OPF) deltog både Rigsarkivet og Det Kgl. Bibliotek i det årlige medlemsmøde. OPF tilbyder, vedligeholder og udvikler adskillige gode services, heriblandt identifikation og validering af filformater med åbne og frit tilgængelige værktøjer såsom JHOVE, FIDO, Jpylyzer, og veraPDF. OPF har også en samling af blogs med mange gode indlæg, der formidler forskellige aspekter ved digital bevaring. OPF står desuden for COPTR, som er en wiki, hvor man kan læse om 433 forskellige værktøjer, der alle har relevans for digital bevaring (se eventuel også digitalbevaring.dks oversigt over relevante værktøjer).  Det kan derfor kun anbefales, at man tager et smut forbi OPFs webside og udforsker siden.

 

DLM Forum

DLM Forum er en organisation af offentlige arkiver og interesserede parter (fra offentlige, kommercielle, akademiske og frivillige sektorer), der beskæftiger sig med informationsstyring, sags- og dokumenthåndtering, herunder arkiver og Document Lifecycle Management (heraf navnet DLM). DLM Forum afholder to årlige medlemsmøder med faglige præsentationer. Der var mange interessante indlæg, såsom;

  • Estlands Government Chief Information Officer, Siim Sikkut, fortalte om Estlands fokus på nye teknologier og mere flydende dataflows inden og uden for landegrænser, der gør det lettere for borgere at kommunikere med det offentlige. Services skal være mere usynlige og automatiske, samtidig med at datasikkerheden er på plads. Der er mange ambitioner i Estland, som i forvejen har en næsten fuldt ud digitaliseret forvaltning. Hvis ambitionerne indfries vil det selvfølgelig have en stor betydning for den digitale bevaring af de “usynlige flydende dataflows og services”.
  • Eksperimenter med automatiseret OCR-anonymisering af dokumenter ved Anssi Jääskeläinen fra Mikkeli University of Applied Sciences – Digitalia Research Centre.
  • Præsentation af en geografisk og visuel søgeservice fra Polens nationalarkiv, hvor man blandt andet kan se på et kort, hvor folk med visse efternavne er født og hvornår.
  • Markus Merenmies fra Finlands nationalarkiv fortalte om ændringen i tilgangen fra arkiver, hvor man har tradition for at stille store kravspecifikationer og være meget tekniske, frem for at være mere fortællende og serviceorienterede.
  • John Sheridan fortalte om The National Archives’ eksperimenter med blockchain-teknologien som metode til at bevare tilliden til de informationer, der er i arkivet.

Se det samlede program her. Præsentationer vil også være at finde på linket indenfor den nærmeste fremtid.

 

E-ARK

Et konsortium af nationalarkiver, tekniske universiteter og it-firmaer har sendt et bud til kommissionens kald om etablering af en CEF building block kaldet e-archiving. Både DLM Forum og OPF er med i konsortiet, og selvom alt ikke er faldet på plads helt officielt endnu, så er der god grund til at tro, at arbejdet med åbne specifikationer og værktøjer fra E-ARK kan fortsætte og blive til fælleseuropæiske standarder. Det er Rigsarkivet, der er koordinator på det et-årige projekt, og der er mulighed for at arbejdet kan fortsætte i samme regi i årene fremover. Parterne i konsortiet havde to sessioner i Tallinn, hvor det fremtidige arbejde blev koordineret og forventningsafstemt.