Chrysalis – et digitalt arkiv udvikles fra bunden

Chrysalis1

I 2015 startede The National Archives of Australia (NAA) et storstilet projekt, Chrysalis, som går ud på at udvikle et ‘Archives End-to-End Digital Business Solution Design’. På godt dansk betyder det, at NAA har i sinde at kunne modtage digitale arkivalier, langtidsbevare dem og stille dem til rådighed for slutbrugerne.

Baggrunden er, at regeringens digitale strategi påbyder myndigheder at alle bevaringsværdige, digitalt fødte informationer skal afleveres til arkiv i digital form fra 2015.

Indtil videre har NAA fokuseret på at udvikle programmel, som håndterer den første del af arbejdsgangen, nemlig ‘Prepare’ og ‘Ingest’ (jf. figuren). I Australien forholder det sig således, at det er myndighedernes eget personale, som skal foretage bevaringsvurderinger af det materiale, de producerer. Det er de sjældent uddannet til, og i og med at NAA ikke har personaleressourcer nok til at foretage denne bevaringsvurdering for dem, er der fundet en løsning: Maskinlæring.

Maskinlæring er en gren af kunstig intelligens inden for datalogi. Maskinlæring har til formål at gøre programmer i stand til at udvikle egen adfærd baseret på analyse af empiriske data.

I NAAs tilfælde er formålet med maskinlæring at automatisere kategorisering af sager og dokumenter i emneplaner; automatisere bevarings-og kassationsvurderinger; automatisere udtræk fra produktionssystemer og overførsel til arkiv.

Læs mere om Chrysalis projektet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *